Optagelse

Optag på Atheneskolen

Atheneskolen er en nicheskole for børn med høj begavelse.
Vi tilbyder undervisning med udgangspunktet, at børnene skal kunne indgå i et normalt skoletilbud i en klasse på 22 elever med én lærer.

Atheneskolen optager kun børn med dokumenteret høj begavelse (HIK 130 eller over).

Dokumentationen sker med en WISC-V test.  Testen kan gennemføres hos en selvvalgt autoriseret børnepsykolog.

Børn under 6 år kan testes med WPPSI. I givet fald kræves der efterlevering af en WISC-V, således at testen er udfærdiget inden barnet fylder 7 år.

Ønskes anbefalinger til private børnepsykologer, kan skolens kontor kontaktes på venteliste@atheneskolen.dk.

OBS: Optagelse på Atheneskolen sker løbende. Vi tager dog ikke flere børn i prøveforløb på denne side af sommerferien, men forventer i juni at lave aftaler om prøveforløb til august.

Vi optager, når barnet har været igennem 14 dages prøveforløb. Vores beslutning om optagelse sker ud fra en samlet vurdering af barnets sociale og faglige trivsel på skolen. Dette er uddybet under ”Optagelsesforløb” på denne side.

Venteliste

Opskrivning til venteliste er via linket https://www.ventelisten.net/159040. Opskrivningen kan senere redigeres via samme link, WISC-V uploades og status ændret mellem passiv/aktiv.
Barnet kan opskrives på vores venteliste uden forudgående WISC-V test. Barnet vil i så fald blive registreret som passiv, da det kun er muligt at få tilbudt en evt. ledig plads, hvis vi har modtaget WISC-V test og psykologens sammenfatning. Anciennitetsdatoen på ventelisten er den dato, hvor vi registrerer betalingen af opskrivningsgebyret på 1.500 kr. Anciennitetsdatoen er den samme uanset, om barnet opskrives til aktiv eller passiv venteliste.

Optagelsesforløb

Forud for optagelse vurderes det enkelte barns optagelsesmuligheder via den foreliggende WISC-V test og psykologens sammenfatning. Dokumenterne vedhæftes opskrivningen. 

Skønnes barnet at være i skolens målgruppe, samt et match for klassen, inviteres barnet til et prøveforløb. Dette er til gensidig afklaring for at se, om Atheneskolen kunne være det rigtige tilbud til barnet, samt en helhedsvurdering af, om barnet ville kunne trives på Atheneskolen og i klassen. I løbet af prøveforløbet, vurderer lærerteamet, om barnet synes at kunne trives på Atheneskolen, samt bidrage positivt til klassefællesskabet. 

Vurderingen sker bl.a. på baggrund af vores værdier; trivsel, faglighed, accept og fællesskab.

Vi ser på følgende parametre i vurderingen fra skolens side:

  • Trives eleven med de andre elever?
  • Trives eleven med de ekstra udfordringer, vi tilbyder?
  • Er eleven skoleparat og har lyst til at lære?
  • Har eleven behov for vores faglige udfordringer?
  • Trives eleven med den anderledes skoleform?
  • Bidrager eleven positivt til klassefællesskabet?
  • Har barnet brug for mere end stimulering af begavelsen?
  • Kønsbalancen i klassen.
  • Baggrund og forløb ved involvering af PPR. Kontakt til PPR er ikke per se et udelukkelseskriterie. Er der anledning til at tro, at der er andre faktorer i spil end den høje begavelse, indgår dette i den samlede vurdering, da Atheneskolen ikke er en specialskole og eleven skal kunne trives med de rammer.

Hvad kigger vi ikke på:   

  • Elevens aktuelle faglige niveau
  • Elevens karakterer

Senest 2 dage efter prøveforløbets afslutning, gives skriftlig besked med evalueringen af prøveforløbet, men vi tilstræber at give besked på forløbets sidste dag, så optagelse i klassen kan ske i forlængelse af prøveperioden.


Er der i løbet af forløbet usikkerheder, som skal rammes ind i forhold til ovenstående punkter, vil klasselæreren drøfte dette med forældrene, så både skole og hjem har et særligt fokus på de udvalgte områder.

Ved optagelse betaler I et depositum på 3 måneders skolepenge, som tilbagebetales, når eleven går ud af skolen.

Vi bestræber os på, at optagelsesprocessen er transparent og ordentlig. Vi ved og anerkender den svære situation, man kan stå i som forældre og som barn. Processen er vigtig for at skabe de bedste rammer for jeres barn, samt de nuværende Athenebørn. Klassens trivsel vil i tvivlstilfælde vægtes højere, da skolen har ansvar for de eksisterende elever.
Vores erfaring er, at hverken klassen eller eleven selv har glæde af det, Atheneskolen kan tilbyde, hvis eleven har behov, der i væsentlig grad adskiller sig fra målgruppens behov.

Børn som skal starte i begynderklassen (0.klasse) i august måned, tilbydes førskoleforløb fra første mandag i juni. De første 14 dage vil være et prøveforløb og de sidste 14 dage inden ferien vil være før-skole. 

Møder inden optagelse

Vi holder som udgangspunkt ikke møder inden prøveforløb, men det er muligt at besøge skolen og møde ledelsen på nedenstående tidspunkter. Vi anbefaler at orientere sig grundigt på hjemmesiden og at kontakte skolen på kontor@atheneskolen.dk ved spørgsmål.

  • 12.marts kl. 16.00-17.30
  • 4. maj kl. 16.00-17.30

Hvornår er der plads

Vi har for tiden en klasse fra 0.-3. klasse, en 2.klasse, en 3.klasse og to klasser fra 4. til 9.klasse.
Der er sjældent ledige pladser i 8. og 9.klasse, og på de andre trin er der plads når vi opretter nye klasser på 4.årgang og ellers når elever udmeldes så der bliver plads.

Priser